Sådan får du fjernvarme i 11 trin
Vi får løbende en del spørgsmål til processen indtil man har varme på sit hus. Nedenfor kan du se planen for at tilslutte din bolig, virksomhed eller institution.
Trin 1
Via vores hjemmeside menu ”Tilslut til fjernvarme” godkender du at vi må sende yderligere materiale.
Trin 2
I e-Boks modtager du materialet, og kan med dette afgive en bindende tilmelding enten elektronisk eller på skrift. Det gøres ved at underskrive ”Aftale om levering af fjernvarme”.
Trin 3
Vi kommer på startbesøg, og aftaler placering af stik udendørs og unit indendørs. Her aftales også om der monteres udendørs fjernvarmeskab, eller monteres skjult ved gennemboring af soklen.
Trin 4
Vejen bliver gravet op, og vi udlægger fjernvarme i dit nærområde.
Trin 5
Stikledning til dit hus etableres. Der graves en rende fra vejen og til husmur. Der tilsluttes varmt vand i din stikledning.
Trin 6
VVS-installatør kommer på besøg og fjerner din gamle installation. De sætter din nye fjernvarmeunit op og sørger for indregulering – det hele foregår typisk i løbet af én dag.
Trin 7
Du betaler tilslutningsbidraget når din unit er opstartet og der er varme på huset. Det koster 50.000 kr. inkl. moms for en standardinstallation.
Trin 8
Hvis du har gas, skal du herefter give besked til Evida om at du skal afkobles. Bemærk: Der kan være gebyr for afkobling.
Trin 9
Opstår der behov for yderligere regulering af din varmeunit, gør vores teknikkere dette løbende.
Trin 10
Nu kører det – Øster Bjerregrav og Over Fussing Varmeværk sørger for al drift, service og vedligehold.
Trin 11
Nogenlunde 25 år senere: Vi kommer og udskifter din unit, således at den levere billig og nem varme til dit hus i endnu flere år fremad.